Tilbage til Forsiden


Skrevet om Jens



Mangler du en original melodi til din CD?

Så prøv at klikke dig ind på Jens Bæk Nielsen's hjemmeside og tag et lyt på nogle af de mere end 150 melodier, han har haft liggende i skuffen i mange år!  

Men hvem er Jens Bæk Nielsen egentlig?  

Ja, han er født i Bryrup i 1957 og fik på en måde en meget musikalsk start. Hans nabo i barndommen var nemlig den et år ældre Kim Sjøgren, der nu er en meget kendt violinist.
Musik var der meget af i Kim Sjøgren's barndomshjem, for alle fire i Kims hjem spillede musik.
Jens' mor fik klaverundervisning hos Kims mor, men det var før Jens blev født.
Kims far, Edmund Sjøgren, var desuden en god og ivrig skakspiller. Kim og hans mor Adelheid spillede også af og til skak.
Så det er nok der Jens' interesser for musik og skak kommer fra.

Kim og Jens har nok leget omkring 10.000 timer sammen, og nederst på hjemmesiden kan man klikke et par billeder frem fra deres fælles barndom.  

Nu skulle man tro, at med sådan en nabo gik det bare derudaf med musikken, men for Jens gav mødet med den store, svære og uoverskuelige klassiske musik ham nok nærmest en musikforskrækkelse. Alt hvad der havde med musik at gøre, overlod han til Kim, og modsat mange af sine kammerater prøvede han aldrig at spille på et instrument.

For Jens blev det kun til sang i skolens musiktimer og i skolens kor - og det ku' han da også li'.  

Men da Jens og Kim skiltes efter barndommen, begyndte Jens dog at læse lidt om musikteori og købte en xylofon. Og på den lavede han i 1974 sin første melodi og blev helt betaget af den oplevelse - tænk at man selv kunne lave en melodi selv om man ikke var et geni som Beethoven, Bach, Beatles eller Burt Bacharach!  
Derefter havde Jens forskellige orgler og keyboards, og der blev efterhånden lavet flere og flere melodier. Men alt sammen skete bare for sjov inden for hjemmets 4 vægge uden samarbejde med andre. Og da det bare var for sjov, blev der lavet både symfonisk rock (en sats på 12 minutter), jazz, funk, marchmusik, elektronisk musik, sang for 4-stemmig kor osv.
På hjemmesiden er hovedvægten dog lagt på det mere enkle og populære, som da også er det Jens har lavet mest af.
 

For nogle år siden tænkte Jens på at stoppe med at lave musik. For på en måde var det jo bare en slags kreativ tidsfordriv. Men besluttede så at prøve noget mere end at lave instrumentale numre alene.
Så han begyndte at lave tekster, lave demoer med sang på, lærte at spille lidt guitar for at få ny inspiration, forsøgte at få kontakter via nettet og fandt SuppePosten, MusikerPosten og samarbejder nu med tekstforfattere som Kurt Bønnerup, Vivi Lindegaard, Henrik Fog, Mogens Krintel, Elizabeth Lerager, Gita Hansen og John Pedersen.
 

Det har indtil nu resulteret i et nummer der er udgivet af Jens Svensson, en reklamejingle, der er brugt i Radio Silkeborg et par år og en melodi til Lothar Schrenks projekt med børn/påskesange. Et nummer med tekst af Mogens Krintel blev brugt i Odense Revyen 2005. Andre numre er reserveret til udgivelse af forskellige kunstnere.


I juli 2003 fandt og valgte Lars Wraa 3 melodier på Jens' hjemmeside, som han har indspillet til sin promotion-CD med 5 numre. "Lyt til din radio" var med som bobler på dansktoppen på Radio 2000 - sammen med Kandis :-(.

Via nettet har Jens samarbejdet med forskellige demosangere. Kimmy, Lars & Simone Boldsen, Ib Seehusen, Erik Tyler, Kelly og Terry Shea. Sidstnævnte har lagt sang og guitarsolo på den backing, som Jens har indspillet til nummeret "Come Here". Jens har lavet både musik (i 1976!) og tekst, og nummeret kan høres på hans hjemmeside. I foråret 2004 udkom "Come Here" på ca. 1.000 demo-CD'er, der bl.a. blev fordelt til radiostationer i USA. Nummeret kan downloades i en god kvalitet fra et af Terry Shea's sites her eller der.
Senere har Erik Tyler lavet en meget fin version af "Come Here".


Du kan prøve at lytte til ca. 35 sange og 45 midifiler på Jens' hjemmeside.

Man kan godt høre hans manglende praktiske øvelse med at spille og synge, men prøv at "lytte igennem" demoerne og du vil snart bemærke, at han har sin egen stil og at sangene er meget melodiske og sangbare!  

Jens sender gerne en CD til seriøst interesserede, og så kan du jo høre ca. 25 numre i fuld længde. 

 

 

Tilbage til Forsiden